Kontraktbrud

1: Kontraktbrud fra samarbejdspartner: Kan du komme ud af en B2B-aftale?

Et desværre alt for stort problem for selvstændige erhvervsdrivende er kontrakter indgået med eksterne samarbejdspartnere, der har unødvendigt lange bindinger og skjulte, dyre gebyrer.

Hvis du er landet på denne side, er du måske selv havnet i fælden – eller også har du måske en grel mistanke om, at noget er helt galt.

Og ja, vi kan lige så godt slå det fast fra starten: Du er desværre havnet i en skidt situation, hvis du er bundet af en kontraktlig aftale med en anden erhvervsdrivende, som du ikke ønsker at være i.

Som udgangspunkt er det nemlig lovligt at lave B2B-aftaler, der binder begge parter i rigtigt lang tid (internt link til B2B-aftaler bindingsperiode) – ja, faktisk kan man i princippet lave kontrakter, der gælder for livstid.

Og det er bare ikke sådan lige at komme ud af – selvom aftalen ikke forløber, som du er blevet lovet.

Kan man så overhovedet komme ud af en B2B aftale?

Når det så er sagt, er du selvfølgelig berettiget til at få opfyldt kontrakten. Og hvad det så indebærer, afhænger meget af den aftale, som du og din leverandør har indgået.

Hvis du kan argumentere juridisk for, at der er opstået decideret kontraktbrud, at din samarbejdspartner ikke har leveret som aftalt, har du faktisk mulighed for at komme ud af kontrakten.

Det kræver dog is i maven – og nogle gange advokathjælp. I indlægget her gennemgår vi et af de trælse scenarier, som vi har set alt for mange af – og hvad du kan gøre for at slippe ud af det.

Derefter kommer v ogsåi med vores bedste råd til, hvad du kan gøre for slet ikke at ende i sådan en aftale.

Del 1 handler derfor om at slippe ud af en dårlig samarbejdsaftale – og del 2 handler om at forebygge den dårlige aftale. Du kan læse del 2 lige her.

[DISCLAIMER: ForretningsEtiks Partnere er hverken advokater eller jurister, og vores råd skal aldrig erstatte professionel juridisk rådgivning. Vi er erfarne selvstændige, og vi kender efterhånden denne verden godt og ved, hvilke tegn du skal kigge efter hos dem, der ikke vil dig det godt.

Vi har set flere af vores selvstændige kollegaer slippe ud af en dårlig aftale – så vi ved, at det kan lade sig gøre. Men hvis du er i tvivl, eller ikke har mod på at forsøge dig på egen hånd, bør du altid alliere dig med en advokat.]

Del 1: Du er havnet i kløerne på en ekstern samarbejdspartner, der har dig kontraktligt bundet i en aftale, der skader din forretning

Hvad gør du?

For at give dig et indblik i dine muligheder vil vi opstille et scenarie, vi ofte ser hos nye selvstændige.

Scenariet: Du er bundet af et webbureau, der har lovet dig en gratis hjemmeside. Men i den kontrakt, du har underskrevet, er en masse usagte gebyrer, som løber op i 6.000 hver måned. Det er bl.a. gebyrer til hosting, teknisk rådgivning og løbende søgemaskineoptimering.

På samme tid er kontrakten sat til at løbe i 24 måneder. Sælgeren nævnte intet om de høje gebyrer, men når du fortæller dette til bureauet, fastholder de, at sælgeren har været åben om kontraktens indhold fra starten af jeres aftale.  

Misligholdelse af kontrakten

Hjemmesiden, som bureauet leverer, er mangelfuld (der mangler nogle sider, og noget af grafikken er et standardtema, der ikke er tilpasset dit brand). Derudover opdager du hurtigt, at der ikke bliver lavet noget nyt på den i løbet af de første to måneder, selvom du får fakturaer på det faste gebyr.

Når du kontakter bureauet, forsikrer de dig om, at der bestemt bliver lavet løbende optimeringer. Du beder om dokumentation, men får tilsendt nogle underlige rapporter med nogle tal, du ikke rigtigt kan bruge til noget.

Du er nu sikker på, at din kontrakt er misligholdt, og du vil ud af aftalen. Du har bestemt ikke lyst til at betale 6.000 hver måned i 24 måneder for ingenting.

Derfor beder du bureauet om at ophæve aftalen, men de afviser og henviser til jeres kontrakt.

Samarbejdspartner nægter at ophæve aftalen – hvad gør du?

Først og fremmest bør du stoppe med at betale de fakturaer, som dækker over det arbejde, du ikke mener, bliver udført. Hvis du bliver ved med at betale, kan det ses som juridisk accept til godkendelse af jeres aftale.

Gør med det samme en indsigelse mod fakturaen. Dette punkt er meget vigtigt, og du kan læse hvordan lige her.

Lad dig ikke skræmme af eventuelle rykkere og diverse trusler. Find nogle faste holdepunkter i misligholdelsen. Vær meget konkret på, hvad der gør hjemmesiden mangelfuld, og bliv ved med at fremhæve disse punkter.

Forklar hele tiden bureauet, hvorfor du ikke betaler. Få støtte fra andre i iværksættermiljøet, der kender til din situation (her kan vi anbefale IVN), og sørg hele tiden for at have loven på din side.

Bureauet kan måske finde på at true med bål og brand og retssager – men det er vores opfattelse, at de færreste vil tage dig hele vejen i retten, hvis du har en god sag.

 

Gensidig aftale – betale noget af regningen mod at slippe ud af aftalen

Du skal kun nægte at betale de fakturaer, som du retmæssigt ikke skal betale. Find et fast holdepunkt – hvad har bureauet udført for dig, og hvad bør du betale for?

Betal så dette, og ikke en krone mere.

Hvis du vitterligt er blevet snydt, og bureauet har handlet i ond tro, har du som udgangspunkt juraen på din side. Og så har du ret til at komme ud af aftalen.

I praksis er det dog meget svært (noget nær umuligt) at bevise i retten.

Selvom der findes paragraffer, der netop beskytter mod aftaler indgået i ond tro (her tænkes særligt på paragraf 30 om svig og paragraf 36 i aftaleloven ”generalklausulen”, samt ugyldighedsreglen om bristede forudsætninger), er det klassiske og ofte vindende modargument, at køber/modtager af ydelsen blot kunne have læst kontrakten igennem eller selv have indført et krav/vilkår for aftalen.

Hvis du vil ud af en aftale, er vores anbefaling derfor følgende: Du skal nærlæse kontrakten meget grundigt, og være meget opmærksom på de svar, du får fra bureauet, når du først vil ud af kontrakten.

Virksomheder, der spekulerer i at binde andre og bygge en forretning op på baggrund af det, har ofte ufatteligt godt styr på loven.

Derfor skal du være utroligt skarp, hvis du vil klare dig ud af aftalen uden en advokat. Og selv med en advokat bliver det svært.

Men det kan lade sig gøre. F.eks. hvis den sælger, du har indgået aftalen med, vidner i retten, at vedkommende har fortiet vigtige oplysninger for dig (fremtidige gebyrer, lang bindingsperiode).

Konklusion

Det er muligt (om end meget svært) at komme ud af en svigagtig kontrakt, men det kræver, at du står fast på din ret – og at du ikke lader dig intimidere.

Vær klar og kontant – hvordan er du blevet svigtet? Hvordan er kontrakten og aftalen helt præcist blevet misligholdt?

Allier dig med en god advokat, medmindre du er usædvanligt skarp på det juridiske.

 

 

Share:

Flere indlæg

Indsigelse mod faktura

Du skal selvfølgelig ikke betale for noget, du ikke har modtaget. Helt logisk giver det ikke mening at udveksle resurser – penge for produkt, service

Tag kontakt